Fra jord til bord: Sædskifte Det er vigtigt kompromisløst kun at dyrke kartofler på samme jord hvert 5 år, for at sikre en høj kvalitet, et godt udbytte og undgå sygdomme. Jordbearbejdning: Før kartoflen lægges i foråret, pløjes jorden op i høje volde og dybe grøfter. Herefter sies den sandholdige, gode muldjord, hvorved alle sten frasorteres. Stenene lægges tilbage i grøfterne, hvor de virker som dræn mellem kartoffelrækkerne, mens mulden planeres. Dyrkning på stenfrie jorde er afgørende for at undgå stødmærker under optagningen. Lægning: Strandlyst lægger forspirede kartofler i april måned, når jordtemperaturen er nået op på seks til syv grader celsius. Øjeblikkets mest moderne og skønsomme maskiner sikrer, at spirerne ikke flås af. Vækst: Under væksten er vanding i tørkeperioder af yderste vigtighed. Vandes kartoflerne for lidt, dannes de skurv. På Strandlyst hentes vandet fra ringkanalerne omkring den inddæmmede Lammefjord. Der tæres med andre ord ikke på grundvandsreserverne. På en typisk sommer vandes arealerne 2-3 gange. Optagning: Før optagning skæres toppen af planten. Dette bevirker at kartoflen danner en bedre skræl - også en vigtig kvalitetsfaktor. De skader på kartoflen, som forbrugeren oftest døjer med, opstår under kartoffeloptagningen. De stenfrie jorde på Strandlyst kombineret med et betydeligt langsommere tempo i optagningen betyder, at stød, skader på skræl og skader fra optagerens plovjern minimeres. Sortering: Straks efter optagningen sorteres kartoffelhøsten første gang, før den fyldes i containere med et indhold på ca. 700kg. pr. styk. Opbevaring: Strandlysts kartofler opbevares i mørke kølerum ved en temperatur på tre til fire grader Celsius indtil det tidspunkt, hvor de skal poses. Vask og sortering: Fem til seks dage før kartoflerne havner i butikkerne køres de ud fra kølerummene. En langsom konditionering og temperering af kartoflerne før videre forarbejdning. En arbejdstemperatur på 16-18 grader Celsius er vigtig for at undgå stødmærker under vask eller børstning. Herefter sorteres kartoflerne anden gang, så forbrugeren kan være meget sikre på, at den købte vare er optimal. Pakkeri: Det mest moderne veje- og posningsanlæg sikrer, at poser aldrig udløses med en vægt under den angivne - ikke noget med slumpvægt fra Strandlyst. Levering: Strandlyst leverer med egne lastbiler direkte til detailforretningen omkring et halvt døgn efter posningen. Dermed kan butikker og forbrugere være sikre på en frisk vare. Strandlysts posevarer leveres i klare poser med et minimum af påtryk. Dette er med til at sikre personalets maksimale overvågning og kunderne et optimalt indblik i, hvad de køber. Andre produkter: Strandlyst leverer desuden Lammefjordsprodukterne: Løg, gulerødder og porrer fra udvalgte avlere, hvis dyrknings- og håndteringsmetoder man kan stå inde for. |